SORG & SYGDOM

                                                              SORG & SYGDOM

De to følges ofte ad i livets svære stunder. Jeg har længe haft artikler og notater liggende til dette indlæg.
Når vi er syge, kan vi føle sorg over tabet af kræfter, energi og muligheder. Når vi er i sorg, kan vi ofte blive syge, fordi kroppen reagerer.

                     Udsnit af maleri Lone Aabrink

Lad mig starte for mange år siden, da jeg mistede min søn. Kort efter fik jeg en alvorlig infektion i mit ene knæ. Det var meget alvorligt, og en mulig amputation kom på tale. Min krop kunne ikke bekæmpe den store infektion, og en klog og nærværende overlæge sagde til mig: "Du har så meget sorg i din krop, at du ikke har kræfter til at bekæmpe betændelsen. Dit hjerte banker kun med sorg, intet andet". Og stadig i dag er hans ord noget af det,som giver mest mening for mig i alt det svære, der skete. Overlægen forstod - han ramte plet, og det gav mig meget omsorg på det tidspunkt. Nogen lyttede - nogen forstod - nogen rummede min sorg. Mit ben blev reddet med store doser antibiotika og ro i gips i lang tid.
Som årene gik, fik jeg smerter i hele kroppen. Fik bl.a. diagnoserne fibromyalgi og slidgigt. Mange operationer har jeg fået i årenes løb. Daglige smerter og meget medicin. Hvad skete der i min krop ? Hvordan forklares det ? Ingen kan give svaret. Meget er prøvet og gjort, intet har hjulpet. Endelig nu efter mange år, har jeg måske selv fundet en del af svaret: Jeg tror, at alle de operationer med narkoser og den meget medicin, har lagt sig lag-på-lag OVEN på min sorg, der flyttede ind i min krop, da jeg mistede mit barn.
Jeg var så smerteplaget dagligt, at jeg ikke tålte kram. Min hud gjorde også ondt. Alle muskler og led smertede og brændte. INGEN læge har nogensinde forbundet min sorg med disse kroniske smerter. INGEN har fundet linket, selv om det hele startede, da jeg stod i dyb sorg.

Her er noget af det, jeg har fundet frem til i det sidste års tid:

-Sorgsymptomer kan vare mere end 6 mdr (!!!), og der kan begynde at tegne sig et kompliceret billede, hvor det påvirker hverdagslivet i et omfang, der invaliderer den sørgende.
-Hveranden forældre der har mistet et barn på Utøya (skyderi på lille norsk ø) er stadig sygemeldte efter 4 år !!!! 51% er hel eller delvist sygemeldte.(videnskab.dk / bt.dk)
-WHO verdenssundhedsorg. planlægger at gøre vedvarende sorg til en anerkendt diagnose (ugebl. Søndag)
-Kroniske smerter: I et hollandsk studie af 2000 mennesker over 6 år, fandt forskerne en øget risiko på 14% for udvikling af kroniske smerter forbundet med livskriser.(Gigtforeningen)
-Kroppen har den særlige evne, at den kan reparere sig selv. Men langvarige påvirkninger eller voldsomme chok kan sætte sig til blokeringer, så kroppen ikke længere kan lægge det svære bag sig. Kroppen husker. (Bl.a. Caroline Myss)

Det er rystende læsning, men jeg håber, at det hjælper mange sørgende til bedre at kunne forstå, hvad der sker i kroppen - og få bedre forståelse fra omgivelserne. Her tænker jeg både på læger, pårørende, kollegaer mm).

Også i klinikken er jeg stødt på flere mennesker, der har fået alvorlig sygdom efter et tab. Måske har sygdommen ligget derinde, og med tab og chok aktiveres det. Det tror jeg !
Mennesker, der var sunde og raske, før de mistede en nær person, bliver pludselig syge. Også mennesker der passer syge pårørende, oplever disse ting:  Allergier bryder ud, sklerose konstateres. Kræft i flere former. Vægttab/øgning. Depressioner. Mavesmerter. Bryst/hjertesmerter. Stress symptomer. Hukommelses - & demensproblemer. KROPPEN REAGERER - SORGEN ER FLYTTET IND. KROPPEN KÆMPER - SORG OG SYGDOM ER I KAMP.

En diagnose ved navn "Broken heart syndrome" er blevet anerkendt. Hjertet  kan vise tegn på alvorlig sygdom hos mennesker, der har mistet en nær pårørende. Intet kan påvises, hjertet er simpelthen broken/gået i stykker. I filmen "The Greatest" (som handler om et ægtepar, der mister en søn) får faderen (Pierce Brosnan) netop denne tilstand. Der er store kræfter på spil i en stor sorg.

I årevis har jeg søgt efter svar og muligheder for selv at få det bedre. Jeg har accepteret, at jeg lever med en stor sorg over min søn,og jeg ved, at jeg aldrig kan blive, som jeg var engang. Det gør heller ikke noget, at hjertet stikker og græder, det er naturligt for mig. Jeg har psykisk styrket mig igennem mange år, men min krop er ikke fulgt med. Alle de lag, der har lagt sig til rette derinde, de var ikke sådan at få bugt med. De har plaget og naget mig i alt for mange år. Indtil for 1 år siden, hvor jeg blev opmærksom på juicing. Jeg drikker nu dagligt juice, og det har gjort mig smertefri. Det har givet mig energi og kraft. Det er midlet og lykken for mig. Måske skriver jeg mere om det i andet indlæg.

Jeg håber for dig, at du finder din vej ud af det, som plager dig og din krop. Jeg tror, at det vigtigste er, at du giver dig selv tid, ro og omsorg til at være i din proces. Lad ikke andre presse dig. Hvis ikke du selv kan sige fra, så tror jeg på, at din krop gør det med sygdomstegn. Og det kan være meget alvorligt og drænende.

Mit eget hjerte vil altid mangle et stykke. Det tog min søn med sig, da han mistede livet. Det har han.
Resten af mit hjerte banker for de andre, jeg elsker i livet - og for mig selv.

               Tak fordi du læste med - kærlige tanker fra Lise Lotte

                          ROSEN - er fra en buket fra Pia N.

Tanker til året 2015.

Jeg har sat mig i en rolig stund for at skrive det sidste indlæg i år.
Med en dejlig kop te - og et tændt stearinlys, sidder jeg og lader tankerne bringe mig rundt i året.

Dette år bragte mig så meget glæde og gode stunder. Meget omsorg blev mig givet - og jeg har prøvet at give omsorg ud. Det føles godt og rigt i mig. Også afslutninger og farvel måtte jeg se i øjnene. Med min kære familie omkring mig og alle de dejlige tilbagemeldinger fra alle jer andre, gik året 2015 sin gang for mig.

Jeg er så taknemmelig over, at mere end 6300 mennesker har besøgt denne blog. Jeg prøver at forholde mig til det på en fornuftig måde. Nogen af jer kigger ind, fordi I er nysgerrige -kender mig og følger mig, eller måske har kendt mig tidligere. Andre kigger ind, fordi I har brug for det. Fra Jeres tilbagemeldinger ved jeg, at bloggen kan give omsorg og ro. TAK til alle, der har kigget ind og læst mine indlæg. TAK for de mange smukke og kærlige henvendelser, jeg har modtaget. Jeg er blot som en dråbe i det store menneskehav - en dråbe som på den smukke rose her. Håber at min lille dråbe kan give dig lidt kraft til at gennemleve det, du må have af udfordringer, enten det er en livskrise, svær sygdom eller en stor sorg.

Et års højdepunkter er for mig både de glædelige og de triste. Der skal være plads til det hele i mit liv. Har du tænkt over dine højdepunkter for året ? De vidunderlige og nære - og de tyngende og svære ? Prøv at sæt dig i en rolig stund inde eller ude, og lad dine tanker bringe dig rundt i dit år.

Mine glædelige højdepunkter er først og fremmest, at min familie alle er sunde og raske og omkring mig.- Min 60 års fødselsdag som på alle måder blev fejret på vidunderlig vis. Samvær og nærhed - glæde og sjov - fantastiske gaver - og for hver en hilsen, der kom til mig, siger jeg : ET STORT OG VARMT TAK.-
Jeg er beriget med mange dejlige venner - og året bragte både nye dejlige venner - og en af dem tilbage, som jeg havde mistet kontakten med. Vi fandt hinanden igen, og tak fordi hun fandt overskud til at kontakte mig. En anden kær veninde trodser gang på gang alvorlig sygdom, og glæder mig på så mange måder. Tak fordi hun er i mit liv.- Glædeligt er det også, at mennesker kan bruge mig og mit virke til at stå igennem sorg og kriser. Det er en stor berigelse af mit liv.
Mine tyngende højdepunkter fylder også. Jeg måtte desværre stoppe med mine grupper. Sorggrupper og kvindegrupper. Sygdom har desværre også været en del af året - hos mig selv og andre, jeg elsker højt. -Der er mennesker, som har såret mig dybt, og det er til stadighed noget, jeg arbejder med - det må og skal ikke fylde mit liv. At være svigtet som barn, er en livslang sorg og udfordring. Jeg vil skrive mere om det på et andet tidspunkt. En fantastisk bog "De uelskedes sår" kan altid genlæses og give mening.

Det nye år er på vej - og jeg er på vej med. Januar er min fordybelsesmåned, hvor jeg har stilledage i ro. Mindedage af de svære. Dem, som kommer igen år efter år. Det nytter ikke at ignorere dem - de kommer alligevel, og de gør ondt. Nej, så hellere integrere dem - og lade dem fylde. Lade minderne vælte mig omkuld, og tårerne sile. Lade savnet og sorgen gøre min krop tung og mit sind mørkt. Jeg kommer igennem - og så kan jeg være i livet igen.

Nye tiltag banker jo nok på i det kommende år. Jeg er fyldt med ideer og muligheder.

             Jeg ønsker for dig, som læser med: ET GODT OG LYST NYT ÅR - 2016

                                           Kærligst Lise Lotte

Foredrag i november.

   
DESVÆRRE AFLYST !!  Forventer at foredraget holdes i det nye år.

Jeg holder foredrag i Ældresagen i Greve ONSDAG d. 18.11.15  kl. 15 -17. - At miste - at sørge - og at komme videre med livet trods alt.

En rose fra min have - 2015.

Det foregår på Arenaskolen (tidl. Gersagerskolen).

Det er første gang, jeg skal holde foredrag for ældre om sorg. Jeg gør mig mange tanker derom.
Jeg vil komme ind på bl.a.: de svære samtaler før døden/eller manglen på samme - sorgprocessen - netværket - egen angst for døden -ensomheden mm. Tænk over om du selv har et emne, du vil høre mere om.

En del af det at blive ældre er, at man kan miste mange omkring sig: ægtefælle, søskende og venner fra livet -
og hvordan er det muligt at håndtere de tab.
Jeg har selv mistet ældre, og jeg kender ældre, der har mistet deres kære. Mange ældre er også mødt op til mine tidligere foredrag i bl.a. kirker. Jeg har også støttet ældre i deres sorgproces.

Jeg ser frem til en god og nær eftermiddag. Jeg vil stå til rådighed under og efter foredraget, hvis du har behov for en personlig snak med mig.

Har du brug for en snak med mig, inden du beslutter dig for at møde op, så er du mere end velkommen.
Skriv til mig på: liselotte@aabrink.dk eller ring til mig på: tlf. 46 42 42 13

Kh Lise Lotte

At miste et barn - min søn Tommy.

              Foto: Denne smukke kakkel har jeg fået af min veninde Mette


Sorgen er altid til stede i mit liv. Efter jeg mistede min søn, er den blevet en naturlig del af mig.
Når jeg møder andre mennesker, kan de ikke se, at jeg er medlem af en klub, som ingen ønsker at være medlem af: klubben af os, der har mistet et barn.

Jeg kan grine højt, fortælle vittigheder og hjælpe mine medmennesker. Jeg ser pæn ud i tøj og hår. Jeg har villa og vovse. Jeg tager på ferie. Jeg er vist ganske almindelig.

Hvis andre mennesker kunne se ind i mit hjerte, ville de kunne se, at en del af mit hjerte er sort. Der er jeg forstenet og i dyb sorg. Der pumper mit hjerte ikke. Jeg har accepteret, at sådan vil mit liv være resten af mine dage. Indimellem flyder mit hjerte over med enorm sorg, som viser sig ved smerter, åndenød, hulken eller et væld af tårer. Jeg kan fyldes af voldsom tristhed - depressivt og mørkt kan der være i mig.

Og hvis andre kunne se ind i min hjerne, ville de kunne se, at hver eneste dag er den fyldt med tanker til min søn. At der er minder, som kommer frem, uanset om jeg vil det eller ej. At jeg har tanker om hans liv, som jeg gør mig forestilling om, det ville være i dag. Tanker om, hvis han var i mit liv og i vores familie. Tanker om job og familie for ham. Og i mødet med andre på hans alder, kan jeg mærke, hvor uretfærdigt det er, at han ikke fik sit liv, men skulle dø som 16 årig i en frygtelig trafikulykke. I dem ser jer udviklingen og mulighederne, som livet giver.

Alle mennesker har børn eller unge i deres liv. I familien, i vennekreds eller på job.
Jeg tror, at de fleste mennesker - enten de har børn eller ej - synes, at det er forfærdeligt, når et barn eller ungt menneske mister livet. Ingen sorg er mere livsvarig.
Som mor er det så gennemtrængende en sorg, at den aldrig kan gå væk. At bære et lille menneske i sig er vidunderligt. At mærke de små puf og spark derinde fra er ubeskriveligt. At føde og tage imod sit barn er en kæmpe kærlighed, der forløses og varer resten af livet.
Sådan er det også for os mødre, der mister vores børn. Vi elsker dem resten af livet. Vores kærlighed er så evig, og at elske et barn der er mistet, er så ufattelig en sorg, at den hverken kan beskrives eller forstås.
Kun os der er medlem af denne klub ved, hvor grusomt og tungt, det er.

I vores samfund er der ikke megen plads til sorg. Ofte handler det om at komme videre - tilbage på jobbet - deltage i diverse sociale sammenhænge, så de andre kan sige: "nu har hun det bedre, hun ser da godt ud". Ja, sådan kan det synes, jeg kan sige, at det ikke er korrekt. Ind i hinanden kan vi ikke se.
 Længe har der været debat om, at når man mister et barn, skal man have ret til samme orlov, som når man får et barn. Mange kunne have glæde af det. Andre kan klare at komme tilbage på jobbet hurtigere. Muligheden skal være der. At give sorgen tid og rummelighed, er utroligt vigtigt. Jeg har mange slemme eksempler på, at andre misforstår og tolker på udseende eller tidshorisont. Et af de værste er desværre mit eget: Den dag min søn blev begravet, sagde min mor: "NU er det værste overstået". Hun forstod aldrig, at det slet ikke var begyndt ! At de kommende timer, dage, uger, måneder og år indebar så meget sorg, at jeg næsten mistede livet.

Ordsproget: DE FINDES, SÅ LÆNGE DE MINDES - holder jeg meget af.
Min søn findes, han er så stor en del af mit liv, og den jeg er.
Han er min første lille unge, og jeg lever med savnet af ham resten af livet.

Med stor kærlig hilsen til alle jer andre forældre derude -
og til jer der heldigvis ikke kender til denne sorg:  prøv at forstå -
Lise Lotte

Næstekærlighed /tilgivelse

Næstekærlighed kan indeholde mange ting. Være en del af livet på flere måder.

Tilgivelse ligger tæt op af næstekærlighed. Jeg har ikke tilgivet alle personer, der har svigtet og såret mig, nej, det har jeg ikke, må jeg ærligt erkende.
Jeg har forenet mig med, at det som er sket, er sket og ikke kan ændres.
Jeg har afklaret mig med, hvordan de personer har handlet.
Jeg er kommet til en forståelse inde i mig selv, at det ikke står til at ændre.
Og at jeg vil leve mit liv uden at være en bitter og vred kvinde.
De personer som har såret og svigtet mig, de må leve med deres valg.

Jeg har sår, der ikke kan læges. Sår, der indimellem springer op og bløder.
Det har jeg accepteret. Det lever jeg med.

Når det er sagt, vil jeg også fortælle, at jeg har den holdning, at enhver person som ringer på min telefon, sender mig en mail eller står ved min dør, vil jeg møde og behandle med respekt.
Personen skal have lov til at fremføre sit ærinde overfor mig.
Jeg vil lytte, og jeg vil prøve at møde personen, der hvor han/hun er.
Som jeg har lært det i professionelt regi. Det kan jeg bruge i mit private liv også.
Det betyder ikke, at jeg åbner mit hjerte og lukker personen ind i mit liv igen. Det betyder, at jeg lytter.

Hvorfor nu dette indlæg ? Ja, det er mere end enkelt: en person som har såret mig og gjort mig trist, har kontaktet mig for nylig. Åh, hvor det sætter mange tanker og følelser i gang.
Jeg har tænkt på hende og hendes liv. Og alt det, vi havde sammen en gang. Savnet hende. Og været vred på hende. Fundet undskyldninger for hende og for mig selv.
Når hun så ringer nu, må jeg leve op til den standard, jeg har sat for mig selv. Jeg må lytte, jeg må tale med hende, jeg må prøve at rumme hendes smerte, og så må jeg mærke efter, hvordan jeg selv har det.

Og jeg lyttede. De første ord hun sagde var: "DU ER SÅDAN ET GODT MENNESKE, DET ER DU VIRKELIG, OG JEG ER KED AF, AT JEG SÅREDE DIG". Hvordan er det muligt at optage det på anden måde end næstekærlighed ? Som kærlighed til næsten = mig. Og måske som tilgivelse for det, jeg har sagt og gjort. Og måske håbet om, at jeg tilgiver det, hun har sagt og gjort.
Åh, det rammer mig lige i hjertet. Først blev jeg paf. Så blev jeg lettet. Så blev jeg glad. Så talte vi sammen i 3 timer !

Jeg har tænkt meget over det. Jeg har talt meget om det. Jeg har båret det rundt i mit hjerte nogle dage. Jeg tror ikke, at jeg kan tilgive hende, at hun sårede mig så dybt. For det var hårdt. Hun var mig så nær og kær. Vi delte så meget. Og jeg blev meget berørt i lang tid over det skete.
Kan jeg vise hende NÆSTEKÆRLIGHED - ja, det er jeg sikker på, at jeg kan.
Netop denne veninde havde jeg en stort og stærkt nærvær med fra første øjeblik, vi mødte hinanden. Jeg tror, at vi så en del af os selv i hinanden. Vi kunne slet ikke holde op med at tale sammen og ses. Heldigvis boede vi på samme vej, så vi kunne nemt smutte ind til hinanden. Det var tider !

Hvor livet nu bærer os hen, ved jeg ikke i skrivende stund. Jeg har sendt hende et kærligt brev med tak for det mod, som hun viste ved at ringe til mig.

Jeg kan jo godt lide at komme med små opfordringer til mine kære læsere her på bloggen :
Er der nogen, som du savner eller længes efter - nogen, der har såret dig, eller som du har såret ?
Måske skal du overveje at tage kontakt. Siger det bare..............

Januar er for mange grå og trist. Foto viser solopgangen over markerne en kold januardag.
For mig er januar fordybelse, hygge i mørket, stilletid og eftertænksomhed.

Tak fordi du læste med - kærligst Lise Lotte

Nyt foredrag i 2015

Kære alle - nyt foredrag fastsat.


FOREDRAG  TIRSDAG D. 24. MARTS 15 KL. 19.30 i JOHANNESKIRKEN, GREVE.
-om at miste og sørge, hvordan kommer man igennem -og hvordan kan man hjælpe andre i sorg-

I marts holder jeg møde i Tune for at fortælle menighedsrådet om mit sorg/terapiarbejde med henblik på eventuel opstart af sorggruppe.

Kærligst Lise Lotte

                      Tirsdag 24.3.15 i Johanneskirken.

Det blev en dejlig aften i kirken, hvor omkring 50 mennesker var mødt op for at deltage i aftenen.
Jeg havde den glæde, at mange kom op til mig i pausen og efter foredraget, for at tale om deres eget tab og give udtryk for, at det var godt at møde mig. Det berører mig altid, når jeg møder andre i sorg. Når jeg kan holde om dem og give et knus. En særlig glæde for mig er det, at Tommys klassekammerat deltog og kom hen til mig, og vi talte sammen. Også en herre som boede i Tune, da ulykken skete med min søn, var meget berørt og fortalte, hvordan han havde fulgt vores familie dengang.
Denne aften læste jeg fra min bog "Tommys hus i himlen" et afsnit om, hvordan lillesøster Lone sørgede.

Ja, selv om jeg er på i 2½ time og yder meget, får jeg også selv utroligt meget.
Jeg solgte en del af mine bøger, og flere af min datter Lones smukke kort.
Tak til alle der deltog - jeg tog beriget hjem.

Kærligst Lise Lotte

Juletid er også sørgetid

Kære alle - så er juletiden i gang.

For de fleste betyder det hygge, glæde og pynt i stuerne.
For andre kan julen være uoverkommelig, tung og besværlig.

Mange står foran den første jul, efter at have mistet en nær pårørende.
For dem kan julen føles overflødig, ligegyldig og meget svær at komme igennem. Det forventes ofte af omgivelserne, at man dog i det mindste kan vise lidt glæde over børnene eller det smukke træ.

Mange kan ikke få glæden frem. Sorgen skygger over glæden. Sorgen er den største. Den kan ikke tages bort.

Også andre, der står foran den anden, tredje eller syttende jul efter et stort tab, kan føle, at julen er en svær tid. Der er så meget hjertevarme og glæde, og man kan føle sig udenfor alt det. Og kan man ikke få varmen og glæden ind i sit hjerte, bør det respekteres af omgivelserne. Lad dog mennesker være stille og indadvendte. Lad dog andre være triste og føle sorg.

                     Foto: En af årets juledekorationer 2014


Hvordan kan du hjælpe et medmenneske, der føler sorg i juletiden ?

Hvis du selv føler juleglæde og har varmen i dit hjerte, så brug dit overskud til at rumme et andet menneske, der føler modsat. Omslut personen med din varme og dit nærvær.

Måske kan du lave en fin dekoration, der som denne er smuk i naturens farver.

Du kan tilbyde at gå med på kirkegården.

Du kan fortælle personen, at du tænder lys og tænker på den som er død.

Du kan give nogle gode, varme og ægte knus.

Du kan blot være der - være nærværende og kærlig og lytte !

Det bedste er, at du møder dit medmenneske i sorgen, og ikke prøver at tage sorgen og tristheden væk. Den skal have sin plads. Det er naturligt og normalt - og helt i orden at sørge over en, man har mistet. Også når det er flere år siden. Den, som er væk, vil altid mangle ved julebordet - og om træet.

I mit juletræ sidder min søns bamse. Den har nissehue på, og der er ingen jul uden Tommys bamse.
DU kan også spørge: Er der en fin og værdig måde, I kan tage den savnede med ind i julen ?

Juleglæde - julero - julestemning - julesang - juleøjne - julemad - julelys - julesorg.
Der skal være plads til det hele i min jul.

Jeg sender mine varme tanker til jer alle i den kommende tid.
Lise Lotte

JEG HADER KRÆFT

Denne overskrift er bastant og kontant. Og ærlig.

Jeg hader KRÆFT, og alt det, som det gør ved mennesker, når denne sygdom er inde på livet.
For den som bærer sygdommen. For de nærmeste pårørende. For dem som mister. For dem som er venner og netværk.
Og de læger og sygeplejersker, der hver eneste dag må give svar til syge mennesker. Svar som indebærer HÅB. Svar som indebærer nye muligheder. Svar som indebærer AFMAGT. Svar som indebærer INGEN HÅB.
Og alle disse svar bærer noget nyt med sig.

Jeg tænker på, hvor fuldstændigt vanvittigt hårdt, det må være at have denne sygdom i sig.
Hele tiden vente på svar. På det næste svar. På den næste behandling. Den næste periode. Det næste håb.

At være syg, og skal formidle alle disse håb og svar og behandlingsmuligheder videre til os andre.

Det må kræve så utroligt meget af et menneske, at hver gang skal man give andre håb - eller slukke det.
Og det er EN selv, der er syg.

Jeg HADER kræft.

Jeg kender børn og voksne, der lever med denne forfærdelige sygdom.
Mange pårørende der hver dag lever i håb blandet med angst.
De to store følelser, der slås hele tiden indeni. De er så utroligt svære at håndtere.

JEG hader kræft.

      Foto: Maleri af Lone Aabrink. Træet med skyggen i livet. Min klinik 2014


Jeg sender mange tanker og håb ud i universet - til Gud, læger, forskere, ånder, alternative behandlere - ja alle som er derude et sted: Bliv ved at gøre noget. Vi må ikke give op. Vi skal vinde over kræften.

Jeg vil bevare håbet. Kærligst Lise Lotte

Adskillelse

Jeg er netop kommet hjem fra besøg hos min datter i Frankrig. At være adskilt fra hende får mig til at tænke over adskillelse på flere måder.

Den geografiske afstand mellem Danmark og Frankrig skiller os ad fysisk. Jeg synes, det kan være meget svært. Når jeg får lyst at give hende et stort knus, så er hun LANGT væk. Når jeg savner at være i hendes nærvær og nyde hende, så er hun LANGT væk. At være sammen med hende og mærke hende, dufte hende - det er så vidunderligt.
Jeg må klare det. Jeg må glædes ved, at hun har det godt og trives i et skønt liv i et andet land. At hun lever og ER til.
I lange perioder må jeg klare savnet ved brug af mail, sms, telefonsamtaler og skype. Det giver trods alt en tæt kontakt.
Indimellem kan jeg også savne og mangle min søn og hans tre dejlige piger. De bor såmænd i København, så de er ikke langt væk. Vi ses ofte, og den nære kontakt med mine to børnebørn fylder mit hjerte med så meget kærlighed. Men suget efter deres dufte, latter og herlige påfund, det kommer jævnligt.

Min ældste søn mistede jeg for mange år siden. Den adskillelse er en helt anden ! Kan jeg nogen sinde acceptere og forstå den ? Jeg tror det ikke. Den adskillelse er så stor og sorgfyldt, og den har gjort mig og mit liv til noget andet, end det var en gang. Længslen og smerten over, at han ikke er i mit liv, den tager jeg med mig resten af livet.
Døden er så endegyldig. Den adskiller os fra vores kære med et frygteligt slag. BANG ! Så er man ramt. Adskillelsen er total, og det kan aldrig blive anderledes. Jeg må prøve at leve mit liv på de præmisser.

                     Lille akvarel af Lone Aabrink 2005

Der findes også den psykiske adskillelse.
Den kan optræde i mange forklædninger. Mellem et ægtepar. Søskende. Forældre og børn. Pga sygdom. Og inde i dig selv.

Ægtepar: Jeg kender til flere ægtepar, som har forsat ægteskabet på trods af, at de lever hver sit liv, hvor der hverken er tillid eller kærlighed. Dette er ofte givet til andre. Materielle goder, fælles børn og økonomi holder dem sammen. Udover ægteparret selv - betaler andre (som børn, børnebørn og andre familiemedlemmer) også en pris for den beslutning.

Søskende: Jeg er adskilt fra mine søskende. Psykisk og fysisk. De har aldrig rummet mit store tab, efter jeg mistede min søn. De opgav mig, fordi jeg var for besværlig i min sorg.- Mange søskende ses slet ikke, da de er forskellige, trods opvækst af samme forældre. De er psykisk alt for langt fra hinanden.

Forældre og børn: Forældre, der måske forventer meget af deres børn. Børn, der føler sig tilsidesat og svigtet. Forskelsbehandling fra forældrenes side af deres børn. Vi har åbenbart svært ved at leve op til hinandens krav. Og så kan et samvær blive for svært.

Sygdom: Jeg kan tænke på både demens, kræft, slidgigt og mange andre sygdomme. Det kan adskille mennesker, fordi det er så svært at håndtere svær sygdom.
- Demens: Jeg er selv adskilt fra en kær person, som jeg ikke kan nå længere. Det giver mig stor afmagt og tristhed.
- Kræft: Åh, det er så vigtigt at være der og støtte personer med kræft. Og hvor kan det være svært.  Man kan let komme til at føle adskillelse der. For den som er syg, siger han/hun nu, hvad de inderst inde føler, eller prøver de at beskytte os andre ? Og os andre - er vi ærlige og tør sige, hvad vi tænker og føler i den svære situation ? Tør vi tale om døden, og bør vi tale om døden ? Det er så forfærdeligt svært, og kan give ensomhed hos både den ramte og de pårørende.
 - Slidgigt og andre sygdomme: Mange med kroniske sygdomme tager sig sammen i sociale sammenhænge. Siger ja til noget, hvor kræfterne måske ikke helt er til stede. For ellers bliver man ensom og måske sær. Bliver adskilt fra raske og energiske mennesker. En balance er det, at være anderledes, og ikke gøre for meget væsen af sig. Det kan være enhver sygdom eller handicap. Jeg har flere venner med udfordringer. Kørestolsbruger-hørehæmmet-født med skavanker i bevægeapparat-tarmlidelse-spiseforstyrrelse -psykisk diagnose mm. Alle prøver at klare udfordringerne, og  være en del af livet uden at føle sig adskilt.
-Inde i dig selv:  Jeg har prøvet at være adskilt fra mig selv psykisk. Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg havde det. Mine tanker og mine handlinger var ikke de samme. Min psyke og min forstand samarbejdede ikke. Ofte kommer klienter med netop det problem. Det kan være pga sorg eller stress. De ved ikke, at de er adskilte fra deres følelser. At deres hjerne ikke samarbejder med kroppen. At de enten handler uden at tjekke, hvad psyken siger - eller de handler modsat, dvs efter følelserne. En lille god øvelse der nemt kan gøres: Når du står i et valg, når det kan føles svært at vide, hvad der er rigtigt for dig, så kan du prøve flg.: Spørg først hvad din forstand/ dit intellekt vil gøre i sagen. Tjek derefter dit hjerte/dine følelser, hvordan det føles. Du kan lægge din hånd på hhv hovedet og hjertet, når du spørger. Gentag gerne den lille handling et par gange, det hjælper dig til at finde svaret. Jeg kalder det FLOW mellem hjerte og hjerne. Det kan være stressende og tungt, at være adskilt fra sig selv. Et af mine favoritudtryk er: MÆRK efter ! MÆRK dig selv.

Under min tur til Frankrig mødte jeg en engelsk kvinde. Jeg følte mig adskilt fra hende ved vores første møde. Hun prøvede så meget at være perfekt i udseende og væremåde, at det blev unaturligt og forkert. Hun spillede en rolle, og hun var psykisk adskilt fra både sig selv og mig. Jeg selv tænker mere på de værdier, et menneske har. Jeg er ikke perfekt, jeg kan ikke være perfekt. Jeg er bare mig selv. Tag det eller lad være ! For mig er job og prestige, penge og bolig, vægt og tøj absolut INTET i forhold til det, der er i hjertet. Jeg trives som en fisk i vandet, når mennesker møder mig med åbent sind og nysgerrighed. Uden at forstille sig. Blot at VÆRE - blot at RUMME -indeholde en naturlig balance. Jeg bryder mig ikke om masker og uægte adfærd. DET er noget, som giver mig følelsen af adskillelse på et minut.

Jeg opfordrer alle til at være ÆGTE. At stå ved den, du er. Vær dig selv i krop og sjæl. Giv dig selv lov til at være den, du ER. Og mød dine medmennesker der, hvor de ER. Mange som har det svært føler stor adskillelse, og har du overskud, så lad det komme andre til gode. Så tror jeg, at vi vil føle os mindre adskilte igennem livet.

Tanker på vej ind i dejlige november.
Kærligst Lise Lotte

Motto - ordsprog - udsagn

Jeg har gået og tænkt på, hvad det er, vi mennesker siger til hinanden. Det har udviklet sig til en længere liste, som består af både triste, sjove, ærlige, herlige og dybsindige udtalelser.
Jeg vil med glæde dele nogle af disse med dig.

"LAD IKKE SOLEN GÅ NED OVER DIN VREDE" - det var min mormors slogan, som hun ofte brugte.
Hun fortalte mig, at det betød, at min morfar og mormor altid sagde pænt godnat, og fik afsluttet dagen fint, selv om de var uenige om noget.

"ET LIV UDEN SORG - ER ET LIV UDEN KÆRLIGHED" - et udsagn jeg ofte bruger. Måske er det mit eget, jeg ved nemlig ikke, hvor det stammer fra. For mig er det sandt, at jeg kun kan sørge, hvis jeg elsker.

"AT GØRE NOGEN EN BJØRNETJENESTE" - dette udtryk stammer fra en herre, som havde en tam bjørn hos sig. En dag lå herren og sov, og en flue blev ved at sætte sig på hans hovede og irritere ham. Bjørnen ville hjælpe sin herre, så den tog en sten og knaldede oveni i fluen, og slog derved sin herre ihjel.

"TO SJÆLE - EN TANKE" - den sætning bruges ofte mellem to mennesker, der har tænkt på hinanden på samme tid.

"SÅ LÆNGE JEG LEVER, ER JEG PÅ VEJ" - det er et af mit favorit motto. Det betyder, at så længe jeg er her, så længe kan jeg lære nyt, ændre mig, og gøre noget ved tingene.

"VIGTIGST ER DET, DU HAR MED DIG I HJERTET" - når vi mister, kommer der ikke flere oplevelser. Og fra hjertet kan vi hente alle minderne frem. De er så dyrebare.

"AT MISTE ET BARN, ER EN LIVSLANG SORG" - det er desværre alt for sandt, det ved jeg.

"VAR DET DUMT AT TRO, AT MAN KAN GLEMME, OG DUMT AT TRO, AT TIDEN LÆGER ALLE SÅR. DEN STORE SORG - DEN ER INTET SÅR. DEN ER ET FRØ, SOM FYLDER I HJERTETS GEMMER, OG GROR OG VOKSER TIL ET TRÆ MED ÅRENE, OG BÆRER EN BITTER BLOMSTRING HVER ENESTE ÅR". (svensk ordsprog - Karl Asplund)

"TIDEN LÆGER ALLE SÅR" - hmm, jo, men den efterlader dybe ar i sjæl og krop.

"HUSK AT FEJE FOR EGEN DØR, FØR DU FEJER FOR ANDRES" - det ordsprog handler om selvindsigt. Se, hvordan du selv er, hvordan du selv opfører dig, før du dømmer andre.

"MAN SKAL IKKE KASTE MED STEN, NÅR MAN SELV BOR I ET GLASHUS" - samme kategori som ovenfor.

"DER ER IKKE FEJET NOGET IND UNDER GULVTÆPPET" - et nyere udtryk leveret af statsminister Poul Schlüter i en politisk sag om tamilansøgere. Nu bliver det ofte brugt i anden sammenhæng.

"REN RØV AT TRUTTE I" - den fik jeg fra min mand. Ofte brugt af ham efter et veludført stykke arbejde !

"HUN ER IKKE TABT BAG AF EN VOGN" - med det ordsprog tænker jeg på en person, der kan tænke og handle - ja, regne den ud.

"HAN ER IKKE DEN SKARPESTE KNIV I SKUFFEN" - ofte brugt om en naiv person, der måske er lidt længe om at fatte en pointe.

"DET ER IKKE STUDENTERHUEN, DER TRYKKER HAM " - samme kategori som ovenfor.

"GAMMEL KÆRLIGHED RUSTER IKKE " - jeg tror, at mange har det forskelligt med det udtryk.
Nogen vil mene, at det er sandt, andre vil vide, at det ikke er sandt.

"DET GÅR DEN VEJ, HØNSENE SKRABER" - det er et af min veninde Lisbeths favoritudtryk.
Skulle nogen være i tvivl, så skraber høns bagud !

Jeg startede med et udtryk fra min familie. Jeg vil slutte med et andet familieudtryk:

"BLOD ER TYKKERE END VAND " - for mig betyder det, at blodsbeslægtet familie stiller op for hinanden, at blodets bånd binder os sammen som familie. Jeg ved, at det ikke er sandt. Jeg kender til alt for mange familier, hvor svigt og løgn, har ført til brud og mange svære situationer. Mange mennesker har mere glæde af nære venner end af deres egen familie. Sørgeligt, men sandt.

"HVO INTET VOVER, INTET VINDER" - det er sandt. Nu har jeg vovet at dele dette med dig, og så håber jeg, at "DEN, DER TIER, SAMTYKKER" ! Under alle omstændigheder "SYNGER HVER FUGL MED SIT NÆB" !

Kærligst Lise Lotte

De mørke skyer

Foto: Mørke skyer over Ejby

Vågner en morgen meget tidligt. Prøver at sove videre. Alt for mange tanker og følelser raser i min krop.
Jeg må op - jeg må ud.
Gummistøvlerne på, og med hundene om benene ud over markerne.
Ser de tunge grå skyer på himlen. Mærker de tunge grå skyer i min krop og sjæl.
Hvorfor ?
Nogle dage er svaret indlysende, andre dage må jeg have en indre dialog med mig selv - hvorfor ? Og så skal jeg måske blot lade de grå indre skyer blæse videre sammen med de grå, der er på himlen. Hvis jeg kan, så gør jeg det.
For tiden er svaret indlysende, hvorfor jeg føler de mørke skyer indeni.
Jeg er bekymret for en person, jeg holder utroligt meget af. Jeg er ramt der, hvor jeg føler afmagt og uretfærdighed. Sygdommen raser i hendes krop, jeg er så magtesløs.
Skal, må og vil være positiv, og tro på noget godt.
Beder Gud, Universet og kraftdyr om at hjælpe til.
Og englene. Jeg har givet hende en lille engel, som kan være hos hende og være hendes skytsengel.
Hvad kan jeg gøre ? Sende en smuk buket ? Hvornår kan jeg komme forbi og give hende et kram ? Hvornår kan jeg ringe eller sende en sms ? Et kærligt brev eller en mail ?
Hvordan kan jeg vide, hvornår hun har overskud ?
Det kan jeg ikke.
Jeg må håbe, at hun ved, at jeg er lige her.................

Foto: Denne engel står ved min dør

Andre mørke skyer blæser hen over mig. De har været en anden del af mit liv i 2 år. Et ældre ægtepar i min nærmeste familie er begge demente og kommet på plejehjem. De har ikke nogen livslyst eller meget livskraft tilbage. Giver udtryk for, at de gerne vil holde op med at leve. De græder. De er forvirrede. De er syge. De beder om hjælp til at dø. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke.
Det er meget overvældende, når nogen beder om at blive slået ihjel. Trygler mig om at gøre det. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke.
De mørke skyer = de dystre tanker: HVORFOR ? En som elsker livet og skal være mormor for første gang. Hun bliver syg og kæmper. To som har levet deres liv og ikke vil leve mere. Hvorfor bytter du ikke bare om på det, Gud ? Jeg prøver på enhver måde at finde svar.

Jeg fortsætter den indre dialog med mig selv. Og jeg har nu delt mine tanker med dig.
Mit håb for os alle er naturligvis mange dage uden mørke skyer - og dermed mere solskin og glæde.

Kærlige tanker Lise Lotte

Hunden - den bedste ven

Kære læser.

Jeg går for tiden med mange tanker om hunde, som jo er kaldt menneskets bedste ven.
Jeg har kun i kortere perioder været uden hund. Både som barn og voksen.
For tiden har jeg to dejlige labradortæver - en sort på 8 år, Frida og en gul på 1 år, Kumi-mi.

De modtager mig altid med glade, logrende haler. De er sjove, og de er dejlige at være sammen med.
Hundene fornemmer, når jeg er ked af det, og så er de klar med trøst på deres måde. Kommer og lægger hovedet i skødet. Skubber til min arm med snuden. Lægger poten i min hånd. Åh ja, de ved, når jeg er trist. Og græder jeg, er de ganske overstrømmende i deres omsorg.

Jeg har haft mange hunde. Nogle af dem har også været brugt til terapihunde. Når et barn kommer og har mistet en forælder eller søskende, kan hunden være med til at åbne ind til det sværeste. Den kan komme og vise sit yndlingslegetøj, men den kan også sidde stille og kigge intenst på barnet. For også der fornemmer hunden, at barnet har ekstra brug for kærlighed.
Somme tider har klienter haft deres egen hund med i terapi eller sorggruppe. Det har aldrig været noget problem.
Og en enkelt gang har en af mine sorggrupper haft besøg af en af mine hunde !
Historien er den, at jeg pga et akut migræneanfald, overlod lokalerne til gruppen alene, så de kunne få et par gode timer sammen. De havde på et tidspunkt åbnet havedøren på klem.
Mens de sidder og taler, kommer min kære, gamle hund, Pepsi, ind ad døren. Han sniger sig forbi dem, går hen og snupper en af sorgbamserne, og lister ud igen -uden et ord ! Gruppen sad målløse. Så sprang en af dem efter hunden. Mødte min mand omme i haven. Han kunne så berolige med, at Pepsi ikke ødelagde bamsen, nej han ville blot ligge og hygge lidt med den.

Hunde er så trofaste. Også ud over døden. Jeg husker en familie, der mistede en far og ægtemand. Han døde på marken med sin hund ved sin side. Hunden forlod ikke sin herre. Den blev og passede på ham. I dagene efter sad den ved døren og ventede på far. Den kunne desværre ikke leve videre uden ham.

En anden lille hund vidste, at mor var syg. Da hun kom på hospitalet, lagde den sig op i hendes seng. Det havde den aldrig før gjort. Mor kom ikke hjem igen, og hunden lå i sengen og sørgede i mange dage.

En hund kan ganske enkelt være en stor del af en sorgproces. Det har jeg hørt fra mange pårørende.
Det er ofte sagt om en hund, der har tilhørt en afdød, at når den tager herfra, så er den sammen med vores kære i himlen. Og sangen der handler om "må vi tage hunden med os ind i himlen", den er så sød og rørende. Og ja, selvfølgelig må vi det !

Ofte skal vi også sige farvel til vores gode venner, hundene. For de lever i gennemsnit kun 12 år. En af mine venner i Frankrig mistede sin dejlige hund denne uge. "Han var min ven igennem sorg og glæde, jeg savner ham så utroligt meget", skrev han til mig.
En af mine kæreste venner har gravplads med lys og sten i haven, hvor hans to dejlige hunde ligger. Han vil ikke have hund igen, for han magter ikke sorgen, når han mister dem. Når han besøger mig, får mine hunde mange hundeguffer og klap.
Mine egne hunde som jeg har mistet gennem tiderne, ligger også begravet i haven. Lagt ned med yndlingslegetøj, bamse og kæp. Nogle ligger i urne. Der er sten med påmalet hjerte.

Alle os, der er hundemennesker, vi ved, at når vi mister en hund, så mister vi en nær ven.
Og jeg ved, at for mange mennesker, der bor alene, er hunden en stor tryghed i hverdagen.
Hunden er kaldet menneskets bedste ven. Blandt andet af disse grunde.


Vuf vuf - kh Lise Lotte - en stor hundeven

Det sidste farvel

Det sidste farvel - det sværeste af alt.

Når vi mister en af vores kære, skal vi midt i sorgen tage stilling til at sige farvel.
Vi skal planlægge i tårer, afmagt og savn.
Jeg undrer mig ofte over, hvordan vi kan det. Hvorfra kommer denne styrke, til at gøre det værste af alt - at lægge vores kære i kiste, og få det sidste farvel til at blive smukt, værdigt og nærmest perfekt ?

Jeg har selv prøvet det. Jeg kender mange, der har prøvet det.
Det hjælper os, når der er taget stilling fra vores kære selv. Det er der ofte, når der er tale om ældre mennesker. Også mennesker der har levet med sygdom i længere tid, tager stilling og er medbestemmende.
Når vi taler om børn og unge, er det sjældent, at vi ved, hvad de kunne tænke sig. Vi  må bruge hjertet.
Og når unge liv slutter, vil det altid indebære stor afmagt over, at de kun fik lov at leve i kort tid.
Vi spørger os selv - HVORFOR ? Og planlægge skal vi.

Da jeg mistede min søn, blev jeg både i planlægningen og i sorgforløbet, hjulpet lidt på vej af ham.
Fordi vi havde haft samtaler om liv og død. Fordi jeg vidste, hvad han troede på. Jeg er dybt taknemmelig for det. Det er nok sjældent, at et ungt menneske på knap 16 år, har taget stilling til de store og svære spørgsmål, der er om døden og vores farvel til livet.

Jeg har hørt om mange begravelser og ceremonier. Jeg forundres og glædes ved at høre, at der findes en enorm styrke i os, når vi må sige farvel til dem, vi elsker. Ja, hvor kommer den fra ? Jeg tænker, at den kommer fra vores kærlighed. Vores kærlighed må være større end vores sorg i de dage, hvor vi planlægger. Alt gør vi i kærlighedens navn. Alt skal være rigtig, smukt og perfekt. Vi elsker så højt, at vi kan gøre det.

Foto: Frankrig april 2013

Jeg har lige været til begravelse. En kiste pyntet med de smukkeste blomster, som de pårørende vidste, var den blomst mor og hustru holdt mest af. Salmerne vi sang, var de rette til netop hende, vi sagde farvel til. Gravstedet valgt af hende selv. Det har været nemt for hende, fordi hendes søn ligger der. Der kom hun ned. Til ham. Jeg tænker, at de nu er sammen. Både i jorden og i himlen.

Jeg har fortalt min familie, hvad jeg ønsker mig, når jeg en dag skal ud på min sidste rejse.
Har du tænkt på, hvad du vil ? Har du talt med dine kære om det ? Eller skrevet det ned ?
Der er nogen, som mister dig en dag. Måske kan det lindre deres sorg, at de ved, hvad dine ønsker er for din sidste rejse.

Tanker på en augustdag her fra Ejby.
Lise Lotte

Foredrag og nærværsdage

Jeg vil også her på min blog fortælle, hvornår jeg afholder dage, der kan give trøst og støtte i sorg.
TORSDAG d. 11. september 14 holder jeg FOREDRAG i HUNDIGE KIRKE kl. 19.30
"At miste, at sørge, at komme videre".
Alle er velkomne.

Foto fra Hundige Kirke 11.9.14 - Foredrag "At miste - at sørge - at komme videre"

En smuk aften i selskab med 46 mennesker, som valgte at komme og være sammen med mig.
Jeg spillede mit yndlingsmusik "Holy mother" med Clapton & Pavarotti. Det er så smukt og storslået et stykke musik,og det går lige i hjertet.
Min mand er med mig, når jeg er ude. Jeg hundser lidt med ham, og jeg er perfektionist med, hvordan lys og billeder, min siddeplads og bøger skal fremtræde. Jeg er også lidt nervøs, og det tror jeg, at han fornemmer, så han udfører mine ordrer uden et ord !
Til alle mine foredrag har jeg mine tre børn tæt ved mig. De to, som er omkring mig, og har det godt, og min søn i himlen, som jeg savner og mangler. Jeg læser altid et afsnit fra min bog: "Tommys hus i himlen", og denne gang valgte jeg at læse om min yngste søn. Han var 10 år, da han mistede sin storebror. Åh, hvor er det utroligt, at jeg kan komme 22 år tilbage i tiden på et sekund. Mærke dybt i mig, hvor forfærdeligt vi havde det. Hvor stor og tung en sorg, vi stadig lever med - hver eneste dag.
Og det tager mig nogen tid at vende tilbage til det, der er nu: vi har det godt, vi har sørget, og vi er kommet videre.
Jeg er så berørt og glad over, at jeg kan give noget til andre, der er i sorg. Jeg er beæret over, at mine erfaringer og min bog bliver brugt i familier og professionel regi hver eneste dag.
Hvor var det godt, at jeg fik skrevet den kærlighedsbog til min familie, som mange andre får glæde af også.
Sådan en aften møder jeg mennesker, jeg ikke kender. Der er stilhed og tårer - og spørgsmål. Og der bliver givet knus og kram mennesker imellem. Hvert et kram jeg får, giver mig styrke og ro til at tage ud med disse foredrag.

Fra hjertet: TAK for en fin aften i Greve.
Lise Lotte

SØNDAG d. 28. september 14 holder jeg NÆRVÆRSDAG for forældre, der har mistet et barn.
Smuk musik, lystænding, stille snak og omsorgsfuldt samvær. Kl. 11 - 16.
Tilmelding nødvendig.

Kærligst Lise Lotte

Nyt liv

Tænk at vi alle kommer hertil på den samme måde. Det er så forunderligt og stort, når et nyt lille menneske kommer til verden.
I dag kom en lille fin dreng til verden på Holbæk Sygehus. Han blev modtaget af sin mor og far. Han har tre storebrødre. Han har bedsteforældre og oldeforældre. Han har onkler og tanter. Fætre og kusiner. Han er ønsket og mødt med kærlighed.
En lille dreng som nu er verdensborger her på Jorden. Han har gode chancer for at blive 100 år.
Må hans liv blive fyldt med kærlighed og glæde. Må han vokse op og give sine bidrag til vores verden.

Jeg ved jo, at hans liv også bliver fyldt med udfordringer, nederlag og sorgfyldte stunder.
Han har bestemt fået en god start, og det vil støtte ham i det liv, der bliver hans.

Foto: Et træ med stærke rødder. Frankrig 2013

Hvordan vi klarer at være i livet handler meget om, hvor god en start, vi fik den dag, vi kom til verden.
Nogle er ønskebørn, andre er det bestemt ikke.
Nogle bliver bortadopteret, andre må blive hos den mor, hvor de ikke var ønsket.

Mine egne tre børn er ønskebørn. Sprøjtet til med kærlighed og omsorg.
Jeg selv var uønsket. Det har jeg mærket hele mit liv. Når man er et uelsket barn, er der for altid et sug og savn efter at blive elsket af andre. Det har for mig været vigtigt at håndtere, så jeg ikke bliver for stor en belastning for mine omgivelser.
Jeg måtte lære at elske mig selv. Finde ind til, at jeg er god nok. For jeg har ikke lært det. Ikke fået det fortalt, da jeg var barn.
Der var heldigvis andre end min mor, der har fortalt - og fortæller mig, hvor meget de holder af mig, og hvor stor værdi jeg har i deres liv.
En af de ting jeg for nylig har suget til mig i stor glæde, ja - det var, da mit barnebarn på 6 år sagde: "Farmor du er den sødeste person, jeg kender i hele verden".
WOW - lige den dag var jeg på førstepladsen foran mor og far og lillesøster - og alle de andre hun elsker.

At være her i livet giver store udfordringer. Det giver tab og sorg.
Heldigvis giver det også glæde.
Dagen i dag blev glad. En lille fin dreng kom til vores verden.
VELKOMMEN kære lille ny -  født 15. august 2014 :)

At miste

Jeg mistede i går en af mine kære venner.

Foto: I bjergene i Frankrig - forår 2013

Følelsen af at blive væltet omkuld. Tårerne - gaven fra sorgens land - der igen og igen siler ned.
Tankerne til hendes børn der har mistet en mor. For år tilbage mistede de en lillebror. Tankerne til hendes mand, der har mistet sin livspartner og må sove alene.

Kender I det:  Alle de smil man har fået ? Alle de kram man har fået ? Alle timerne med samvær i tårer og grin ? Det er ikke væk. Det er inde i mig. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at bevare det i mig.
Og den sidste gang jeg så hende. Hun var smuk og glad. Kom med jordbærlagkager og smart tøj.

Nu er hun borte. Og det er os, der er tilbage med sorgen og tankerne.

En af de andre veninder skrev: HUN VAR SÅ ÆGTE.

JA - vi har mistet et vidunderligt menneske. Jeg prøver at finde trøst.
Jeg håber, at hun er sammen med sin elskede søn i himlen nu.

Kæreste Birgit - tak for alt det, du gav til os alle.

Fra hjertet der græder i dag,
Lise Lotte

Første indlæg - HJERTET

Mange tanker fylder igennem dagen......

Jeg vil så gerne give noget kærligt her i mit første blogindlæg.

Jeg har fået øje på en dejlig tegning, den hænger på min væg lige foran mig.
Jeg har fået den fra en af mine nærmeste venner.
Tegningen forestiller et STORT RØDT hjerte. Der er taget en bid af hjertet.
Den lille bid ligger ved siden af hjertet. Min ven har skrevet:
UDEN DIG......VIL DER MANGLE NOGET. En bid af mit hjerte.

Jeg husker, at jeg blev rørt og glad over det hjerte. For den dag jeg fik det, ja - det var en trist og dum dag. Så følte jeg mig igen elsket. Til min kære ven Lars, tak for en bid af dit hjerte. Du er også i mit.

Så kære alle - send en lille kærlig bid af dit hjerte til en, som du holder af.

Kærligst Lise Lotte